mandag den 5. februar 2018

Den dag jeg mødte Kate Bush ...






Den dag jeg mødte Kate Bush ...

Da jeg var teenager åndede og levede jeg for musik. Jeg hørte musik i alle ledige stunder. Jeg tappede musik fra radioen på min spolebåndoptager som jeg havde fået i konfirmationsgave. Jeg købte særlige LP’er gennem et postordrefirma i England. 
På et tidspunkt var interessen så rødglødende at jeg sammen med en ven - Lars Haagensen, senere kendt under navnet H.U.G. - planlagde at åbne en pladebutik med særligt spændende udgivelser. Vi havde fundet nogle lokaler på Lyngby Hovedgade. De lå godt gemt, inde i en smøge, nede i en kælder, en nedlagt antikvitetsbutik og butikken havde stået tom længe. Billeder fra dagen hvor vi skulle forhandle lejekontrakt står stadig klare.
Vi mødtes på Sorgenfri station, Lars pulsede på en stor Havanacigar, han havde taget forskud på rollen som direktør.
Vi hoppede på toget og landede i Tåstrup og videre med bus til Industriparken. Bussen gled igennem det grå betonlandskab, vi var eneste passagerer. Ingen andre havde mødetid klokken 11. Vi fandt frem til en lav kontorbygning, vi fandt frem til en direktør med en fremstrakt hånd og en lejekontrakt. Lars sagde goddag og rakte hånden frem. Han havde glemt at han gemte cigarstumpen, lige præcis der. Stumpen kvasede mellem håndfladerne på de to herrer.
Det tog ikke mange minutter før vi igen stod ved busstoppestedet og ventede. Jeg tror ikke direktøren var imponeret. Vi var også vaccinerede, det var ligesom om den stemning der strømmede fra erhvervslivet ikke helt var hvad vi søgte. Vi fejrede indsigten med en festlig dag på en Københavnerbar.
 
Jeg var flyttet i bofællesskab i København, arbejdede som lærervikar om dagen og hørte musik om aftenen. Jeg fik et projekt igennem på DR-Båndværkstedet om musikmiljøet i København. “Hvem bestemmer hvem der får lov til at spille på spillestederne?”. Udsendelsen blev godt modtaget og jeg blev hyret af DR til at lave musikprogrammer på freelance basis. Torben Bille fra musiktidsskriftet MM fik øje på mig og jeg blev tilbudt at skrive anmeldelser og lave nogle interviews. 
Og sådan gik det til at jeg i 1979 kom til at interviewe Kate Bush. Med mig havde jeg taget min veninde Dorte Møller, vi var begge fascineret af stjernen og havde sammen diskuteret os frem til en håndfuld gode spørgsmål.
Interviewet kom aldrig videre, og jeg stoppede med at være anmelder og begyndte at skrive mine egne digte.
 
Under oprydning forleden fandt jeg manuskriptet på bunden af en kasse og jeg læste det.
Vi taler stadig om kvinder og musik, hvorfor er de så underrepræsenterede på musikscenerne? Hvad er der egentlig sket de sidste 40 år?
Kate Bush havde sin helt specielle holdning, den var ikke så gangbar i 79. 

Interview/Kate Bush 1979
Det er torsdag eftermiddag på Hotel Plaza. Et assorteret udvalg af lokale pladeselskabsfolk, pressefotografer, musikjournalister, og MM sidder i venteposition. Det, de venter på er 20 årige Kate Bush, sanger fra London, på Københavnerbesøg for første gang og med koncert samme aften.
Snakken flyder – pressemødet forsinket – hun er forkølet – fotoforbuddet til koncerten er ophævet.
Så sker der noget ”Skal vi komme med hende nu?”, spørger en af arrangørerne. Ingen reagerer. Spørgsmålet er retorisk. Hun kommer – spinkel, mørk, brændende øjne og flagrende kokette bevægelser, hun sætter sig forsigtigt ned, og endnu et tete a tete er i gang mellem pressen og den sangerinde, der fortiden er det store showbiz-sus i England.
 
Kate Bush fik sit gennembrud for godt et år siden med singlen Wuthering heights, en sang skrevet over klassikeren Stormfulde højder, og udtrykt gennem KB specielle stemme – en stemme der ligger i et fantastisk højt toneleje. 
Men hendes gennembrud var ikke blot en tilfældighed, allerede som 16 årig blev hun opdaget af pladeselskabet EMI, der så nogle muligheder – men ikke syntes han var moden nok for en lancering. For at ”holde på” hende betalte de 3000 pund om året, så hun kunne koncentrere sig om at udvikle sit musikalske talent, og lære at føre sig frem på en scene. Dave Gilmour fra Pink Floyd havde også hørt hende, blev betaget, investerede i et demobånd, og KB siger, at det faktisk var ham der gav hende sparket – ”The kick inside” der blev titlen på hendes første album, og som hun brugte 3 år til at forberede. 
Selvom KB hele vejen har haft folk omkring sig til at forberede gennembruddet, har hendes fornemste opgave været at tage så stor del i markedsføringen som muligt. Hun insisterede på, at Wuthering heights skulle være den første single der blev udsendt, selvom pladeselskabet havde andre planer.
Hun siger, det var ligeså meget af forretningsmæssige som kunstneriske grunde, - Jeg følte at for virkelig at få ens navn ud, må man gøre noget usædvanligt, fordi der er så meget god musik, der går ud på det samme. 
Det usædvanlige ved KB, er i høj grad hendes tekster. De er poetiske, fyldt med mateforer og rummer en ikke ringe livserfaring og indsigt af en 17 – 18 årig pige. Hun bevæger sig i et drømmeunivers, beskæftiger sig med det uforklarlige – ting der bare sker – følelser der bare opstår. Det er i sig selv interessant, at gennembruddet lå i en periode hvor punken var det mest markante i Engelsk musikliv, et begyndende oprør mod den måde unge bliver sat til side på, en dyrkelse af det ekstremt grimme, og en afstand fra hele den etablerede musikscene og deres faste normer for hvad der kan kaldes et musikalsk udtryk.
Her kom KB så, - nu gjaldt det følelserne! 
Godt et halvt år efter The kick in side, udsendtes hendes andet album. The Lionheart, det brugte hun 3 måneder på at forberede: ”Det var ligesom lidt bestillingsarbejde, og jeg skulle hele tiden leve op til den enorme succes jeg havde med mit første album. Men det lærte jeg meget af – det var ligesom at arbejde professionelt.” 
- Hvordan har du fået den stemme du har?
”Det er ikke noget jeg har øvet mig specielt på, sådan er min stemme. Alle mennesker har forskellige stemmer, også når de taler, det er ligesom fingeraftryk. Alle i medierne prøver at gøre min stemme til noget specielt, mange mennesker tager de ikke alvorligt, men det gør jeg. Pressen har deres mening, og jeg kan jo ikke se objektivt på min stemme.” 
- Er det, det samme med sexsymbolsnakken, er det fordi folk ikke tager dig alvorligt?
”Ja, jeg tror det er det samme, og folk vil så gerne sætte mig i bås. Det vil de gøre med alting, og det er tilfældigvis bare den bås de har valgt til mig i øjeblikket. Jeg ville ønske det var mere baseret på min musik. Det er selvfølgelig meget smigrende at blive kaldt smuk og dejlig, men ….” 
- Du er ikke bange for at al den sexsnak skal dræbe musikken?
”Hvis den gør det, er det fordi jeg ikke er god nok som musiker, men jeg håber folk er stærke nok til at læse det, uden at tro på det. Jeg tror folk hører på musik, de kan li, og køber den fordi de holder af den. Folk har deres individuelle meninger og de behøver nødvendigvis ikke at tro hvad de læser.” 
- Når du optræder på scenen, vil du så mere og mere bruge skuespillerens rolle?
”Når man optræder, så skal man optræde, og det er netop, hvad en masse sangere ikke gør. De overlader sceneshowet til deres stemme, og ikke til sig selv som et fysisk væsen, de kan optræde med deres krop, og alt hvad de har inden i sig. Lige meget hvad man laver skal man putte så meget ind det som man kan. Det er, hvad jeg vil gøre, men samtidig er det meget vigtigt, at showet ikke tager overhånd, det skal komplementere og afbalancere musikken. Og igen er jeg for subjektiv til at vurdere mit show, men jeg mener det er lige før det er perfekt.” 
- Synes du dit budskab i dine sange når igennem?
”I mange tilfælde vil folk overhovedet ikke kigge efter noget budskab, og ikke opfatte det, de opfatter det kun på ét plan. Det er de mennesker der kigger efter budskabet, der oplever det, og får noget ud af det. Det er også derfor at jeg i mit show, prøver at illustrere det mimisk. Visuelt at underbygge budskabet, ikke nødvendigvis på en meget dybgående måde, og ikke altid på et alvorligt plan.” 
- Du vil gerne have folk til at tænke anderledes, forandre deres indre.
”Hvis jeg kunne gøre det, ville jeg være meget lykkelig. Men jeg tror ikke jeg gør det. Jeg tror virkelig folk skal tænke meget over sig selv, hvordan de fungerer, og det tror jeg netop der er mange der ikke gør, og hvis mine sange kunne få dem til det, vil det gøre mig meget glad. Men i de fleste tilfælde tænker de ikke over teksterne, nogen gør, men det er dem der alligevel tænker over tingene.” 
- Tror de det er nok at ændre folks sind, uden at gøre noget ved samfundet?
”Jeg tror ikke der er noget jeg kan gøre ved samfundet, overhovedet intet, men jeg kan prøve at ændre den enkeltes holdning, til et lille bitte problem. Det er sket for mig at jeg har hørt en sang, der var så fantastisk, og har forstået budskabet i den, og det har fået mig til art tænke anderledes, og jeg står virkelig i står gæld til den kunstner, der har givet mig det. Men jeg tror virkelig jeg ville overvurdere mig selv, hvis jeg tror jeg kunne forandre noget. Jeg fortæller bare noget, og hvis folk lytter – storartet – det er op til dem om de vil gøre noget.” 
- Du har sagt du gerne vil nå ud til så mange som muligt.
”Jeg er forbavset over det store antal mennesker min musik når ud til, både unge og gamle. Jeg kan ikke selv vælge mit publikum, hvis de kan li’ min musik, så køber de den – der er ingenting jeg kan gøre- De vælger mig, mere end jeg vælger dem. og jeg er bare lykkelig for at så mange mennesker vælger mig – det er fantastisk.” 
- Hvordan opfatter du dig selv i forhold til denne jævnaldrende der er truet af den økonomske krise?
”Jeg ser mig selv som en af de millioner af mennesker, ikke særlig stor, alt hvad vi kan gøre er at gøre noget med vores liv, og det er hvad jeg prøver at gøre. Jeg finder alderen temmelig underordnet, det er igen at sætte i bås, en målestok for hvor langt man er nået, og hvor langt der endnu er at gå. Det er alt sammen i hovedet og hjertet, og har intet at gøre med alder. Det er optil dig selv, at lede dig i den rigtige retning. Og finde de rigtige mennesker og kigge efter de rigtige ting. De er ansvarlig for alle ting du gør. Du kan ikke lægge skylden på krisen.” 
- Du er kvindelig sangskriver.
”Det fremgår tydeligt i mine tekster at jeg er kvinde. Jeg mener der er visse følelsesmæssige dybder kvinder kan tillade sig at hengive sig til. Mænd hengiver sig også, bare på et helt andet plan, kan man se. Men jeg tænker ikke bevidst på mig selv som en kvindelig sangskriver, når jeg skriver mine sange. Når jeg ser på forholdet mellem mennesker identificerer jeg mig selvfølgelig med kvinden, men jeg prøver også så godt jeg kan at sætte mig ind i mandens situation. Jeg bliver meget irriteret over de kvindelige kunstnere der bare afviser mændene, og er meget feministiske, det kan jeg slet ikke klare. Jeg tror faktisk mine sange i højere grad forsvarer mænd end kvinder. Jeg tror kvinder er meget stærke, og vi skal gøre meget mere for at afhjælpe mændene, i stedet for at bekrige dem.” 
- Tror du ikke kvinder udtrykker sig fundamentalt anderledes end mænd?
”Jo jeg gør, jeg tror kvinder er meget sammensatte, de har mange flere instinkter f.eks. moderinstinktet, og biologisk er kvinder meget mere komplicerede end mænd. Det er derfor at kvinder nogen gange viser ting på meget mærkelige måde. Kvinder græder f.eks. meget mere end mænd. Det er et meget godt eksempel, det er en fantastisk god måde at få tingene ud på. Mænd får tingene ud på en anden måde.” 
- Hvordan ser du forskellen på en lyriker og en sangskriver?
”Jeg synes ord der bliver talt, og ord der bliver skrevet er meget forskellige ting. Jeg mener at teksterne skal være poesi, det er meget svært at læse teksterne til mine sange, som om de var skrevet til at blive læst op. Men jeg synes man skal komme så tæt på som man kan. Men jeg er ikke en digter, jeg er en sangskriver, der er en forskel. Når jeg laver min musik, laver jeg først et stykke musik og tænker slet ikke på ordene, så finder jeg en sætning der passer til det næste stykke, og ud fra den finder jeg så sætningen, der kommer før. Det hænger meget tæt sammen, og det er derfor jeg synes sangtekster er forskellige fra poesi, fordi man får ordene og musikken til at passe sammen, i stedet for at tanke på at skrive tekster, som skal stå alene.” 
Her slutter KB – og de 40 minutter vi er tildelt er gået. Det er svært at uddybe sine spørgsmål i et forum hvor hendes yndlingsfarve, evt. gifte- og rejsemål og natlekture også skal gennemgås.
Men jeg kan hilse og sige, at KB bedst kan lide den røde farve, at hun ikke tænker på giftermål, og at hun sjældent læser, før hun skal sove. 
Der er ingen planer om hvornår KB kommer med nyt materiale. ”Alt hvad jeg gør for tiden, er at tænke på turneen, jeg har ikke haft tid til at tænke på det næste album.”

c babyfilm 2018
Foto: c Steen Møller Rasmussen

    torsdag den 25. januar 2018

    Møde Klokken 17 på bibliotekernes e-Reolen

    Møde Klokken 17 er kommet på bibliotekernes eReolen og kan nu frit lånes.
    .

    Bibliotekernes materialevurdering giver Møde Klokken 17 flotte ord med på vejen:"En kort, nærmest dokumentarisk og medrivende beskrivelse af drømme. der brister og de følelser, ofret står tilbage med. Den stramme fortællestil harmonerer godt med det lidet flatterende portræt af filmbranchen. Vigtigt indspark til emnet sexuelle overgreb, der aktuelt er meget fokus på også i forbindelse med #metookampagnen på de sociale medier"

    torsdag den 16. november 2017

    Min tid som blogger ...



    .




    I  disse dage er det 3 år siden jeg begyndte som blogger for Ekko, og det er 5 måneder siden jeg stoppede,  jeg kunne ikke ryste flere meninger ud af ærmet, om dansk film eller filmkunsten som sådan - meninger jeg havde lyst til at lufte offentligt.
    Jeg følte mig spærret inde i formatet.  Jeg havde brug for undersøgelse og fordybelse.

    At være tilstede i filmbranchen som instruktør, er et mangesidet  job. Der er brug for at formulere sig, skrive manuskripter, instruere film og  jævnt hen fortolke vores virkelighed.
    Det er filmene, værket,  der skal  være inspirationen for publikum.  Det er filmen, der skal give dem  en oplevelse, en lyst til at digte videre.
    Når ”konfliktskriverierne” fylder mere og mere, spærrer de for det egentlige, nemlig filmene og de  historier og budskaber de bærer ind i vores fælles samtale.

    I stedet for at skrive blogs på Ekko har jeg arbejdet på at udvikle nye film, og jeg har arbejdet på at  skabe et E-bogsforlag med bøger om film – Babyfilm Library.

    Den seneste udgivelse i Babyfilm Library er romanen MØDE KLOKKEN 17.

    Jeg blev sat i gang med min historie om sex og magt i film og medieverdenen, af omtalen af Jimmi Savile skandalen i BBC.
    Den historie kastede lys over ikke kun det misbrug af mennesker, der havde fundet sted, men også over den massive fortielse der gjorde sig gældende, ikke mindst på grundlag af "kändis-faktoren" og det hierakiske element den svømmede rundt i.


    Det handler om mennesker, det handler om  roller, det handler om magt . Det handler om det sociale og psykologiske rum vi færdes i og skaber med hinanden.
    Offeret og magten er flettet sammen i et  spil, et spil, som især er ubehageligt for offeret. 

    Seksuelle overgreb er en alvorlig sag, som også i videre forstand handler om, hvorledes vi skal omgås hinanden i et civiliseret samfund.

    Det er altid en fristelse at udnytte sin magt  i hierarkiet til at  ydmyge og træde på dem, der er under dig, for selv at føle sig ovenpå.

    Når jeg har skrevet en sådan historie i fiktionsform, er det fordi det handler om mennesker, og det er vigtigt at disse situationer  ikke kun gestalter sig til overskrifter og sort hvid - ping pong i medierne, men også kommer til udtryk og finder sin form i kunstens verden .

    Jeg har været glad for at dele mine oplevelser om film og filmbranchen og takker dem der har læst med.
    At skulle formulere sig offentligt  skærper ens sanser  og sætter gang i inspirationen – til livet og til film.

    mandag den 23. oktober 2017

    MØDE KLOKKEN 17 udkommer den 27 oktober 2017


    Møde klokken 17 udkommer fredag den 17 oktober


    En fortælling om sex og magt i film og medieverdenen.


    lørdag den 23. september 2017

    Babyfilm søger studentermedhjælper.



    Babyfilm søger studentermedhjælper  fra den 15 oktober.
    Arbejdstid: 1 dag om ugen (4-5 timer) efter aftale. Løn 130 kr. i timen
    Interesse og erfaring  med producerarbejde og SoMe en fordel.
    send ansøgning til mail@babyfilm.dk senest den 28.9.

    Yderligere oplysninger se www.babyfilm.dk www.babyfilm.dk