onsdag den 20. april 2011

FORFATTERPRIS til LINDA WENDEL

PRESSEMEDDELELSE

Forfatterpris til filminstruktør og indie-dronning

Indie-dronning, auteur-instruktør og ildsjæl: Filminstruktør Linda Wendel har en høj stjerne hos sine kollegaer. Nu belønnes hendes mangeårige arbejde, iver og ukuelighed med den ærefulde Allen-pris, der uddeles af Danske Dramatikeres Forbund. Mød kvinden, der satsede hus og hjem for kunsten og vandt hjerter, anerkendelse og internationale priser for sin indsats.

Det bliver den erfarne filminstruktør og forfatter Linda Wendel, der modtager Allen-prisen, som igen i år uddeles af Danske Dramatikeres Forbund. Den ærefulde pris gives til dramatikere, der ‘gennem dramatik af høj kvalitet har sat tidens problemer under debat’. Wendel har gennem flere årtier været en markant figur på den danske filmscene, senest med filmen ‘One Shot’ (2008), der er optaget i ét langt stræk – en original idé, der stiller store krav til både instruktør, fotograf og skuespillere. Netop Linda Wendels vovemod og originalitet har gjort hende til en oplagt prismodtager, siger Per Schultz, der sidder i bestyrelsen for Allen-prisen:
”Prisen overrækkes til Linda Wendel for gennem mange år med ubestrideligt talent at have udfordret sig selv, filmmediet og sit publikum med vigtige indspark til samfundsdebatten.”
Og det er da heller ikke kun i Danmark, man har bemærket Wendels talent. Således blev filminstruktøren belønnet med de russiske filmkritikeres pris på Moskvas internationale filmfestival i 2008 for ‘One shot’.

4 film på 8 år – uden støttepenge
Allen-prisen på 50.000 kr. uddeles på Josty på Frederiksberg den 9. maj kl. 14. Det bliver skuespiller og kollega Jesper Christensen, der skal overrække Linda Wendel prisen. Også han betoner hendes vilje og talent:
“Linda Wendel er dansk films store indie-dronning. Om ikke den eneste, så i hvert fald uden konkurrence den største kvindelige auteur-instruktør i dansk film. Hun har uden produktionsstøtte fra DFI produceret fire biograffilm på otte år. Hun har satset hele butikken og hjemmet med på de historier, hun er fuld af. Hendes mod, integritet, stædighed og humør overgås ikke i dette land. Linda Wendel er kunstner, hvis nogen skulle have glemt betydningen af ordet. Gid der var flere af hende.”

Filminstruktøren har da heller ikke ligget på den lade side siden ‘One shot’. Allerede den 26. april er der snigpremiere på hendes nye film, ‘Julie’, der vises på CPH PIX i Grand. At hun nu får Allen-prisen er både et skulderklap og en opfordring til at fortsætte, siger Linda Wendel, der er en glad og taknemmelig prismodtager:
“Det betyder meget for mig at få prisen. Jeg har i mange år gået mine egne veje og har arbejdet under meget ekstreme vilkår med mine film, både økonomisk og ressourcemæssigt. Efter ti års arbejde er det en enorm tilfredsstillelse, at der er blevet lagt mærke til det. Som udøvende kunstner er det utrolig opløftende, at det bliver bemærket og belønnet, når man følger sit hjerte og det, man er interesseret i.”
Det Danske Filminstitut har da også fået øjnene op for Linda Wendels arbejde og har givet 1,5 millioner kroner til efterarbejdet på ‘Julie’.
Spørger man Linda Wendel om risikoen ved at finansiere filmprojekter ved at belåne hus og hjem, svarer hun, at det ikke er noget, hun har tænkt så meget over i situationen: ”Der har det været filmen, der har været det vigtigste.”

Presse: Prisuddelingen foregår på Josty på Frederiksberg den 9. maj kl. 14. Tilmelding til arrangementet kan ske på admin@dramatiker.dk eller ved at ringe til sekretariatschef Susanne Godske på telefon 33 45 40 33. Vi glæder os til at se jer!

Film- og tv-produktioner af Linda Wendel:
JULIE 2011
ONE SHOT 2008
HAN, HUN & STRINDBERG 2006
BABY 2003
NAJA FRA NARJANA 1999
MIMI & MADAMMERNE 1998
SOFIES HAVE 1995
VIKTOR & VIKTORIA 1993
LYKKEN ER EN UNDERLIG FISK 1989
DA LOTTE BLEV USYNLIG 1987
BALLERUP BOULEVARD 1986
I LIGE LINIE 1984

Allen-prisen
Uddeles af Danske Dramatikeres Forbund på vegne af Lise og Johannes Allens Fond til en eller flere dramatikere, der gennem dramatik af høj kvalitet har sat tidens problemer under debat. Opkaldt efter forfatteren Johannes Allen (1916-73) og dennes hustru. Første uddeling 1995. Uddeles i maj eller juni.

2010 Vivian Nielsen
2008 Bo hr. Hansen
2007 Hans Rønne
2006 Line Knutzon
2005 Jokum Rohde: Pinocchios aske
2004 Kim Leona
2003 Christian Lollike, Lenemarie Olsen, Jakob Weis
2002 Kim Fupz Aakeson
2001 ikke uddelt
2000 Claus Beck-Nielsen, Nicolas Bro, Nicole Maria Langkilde
1999 Mogens Rukov
1998 Stig Thorsboe
1997 Anders Thomas Jensen, Kari Vidø, Nikoline Werdelin
1996 Lars von Trier, Niels Vørsel
1995 Finn Methling

tirsdag den 19. april 2011

JULIE - INSTRUKTØRENS SYN


JULIE
Instruktørens syn.
August Strindbergs Frøken Julie er den evigtgyldige fortælling om kønnenes kamp, klasseskel og begærets magt.
Julie er mit bud på de samme temaer i 2011.
Julie er en ung pige fanget i tennisverdenens konkurrencedisciplin, andres ambitioner og penge.
Vi følger Julie den dag, hun gør oprør og kaster sig ud i et kærlighedseventyr bare for at mærke, at hun lever.
Julie er optaget over 8 dage på et Marc II stillbilledkamera og siden blæst op til 35 mm film.
Vi har arbejdet med lange indstillinger, optimal udnyttelse af lys og framing. De begrænsede rammer har presset fotograf og skuespillere til at reagerer intuitivt i arbejdet med at fremkalde et nutidigt udtryk fra det over 100 år gamle materiale.
Julie afslutter en række filmiske undersøgelser, som jeg har givet mig hen til de sidste 10 år med filmene Baby 2003, Han, hun & Strindberg 2006, One Shot 2008. Undersøgelser hvor jeg med simple filmiske greb har fortalt historier på en meget kort produktionstid.
Med Julie har jeg på baggrund af Strindbergs skuespil i stiliseret form smeltet teater og film sammen. Autenciteten i de lange indstillinger skaber kontinuitet i tid og rum, dialogen er renset for smalltalk, og der er rum til de store følelser.
Jeg kalder det Playfilm.