mandag den 2. juli 2012

VEJEN TIL FILMEN Linda Wendel/Synne Rifbjerg



VEJEN TIL FILMEN
Juni 2006
Ikke redigeret båndafskrift.
Synne Rifbjerg/Linda Wendel

Del 1 af 3   

SR: Hvornår bliver du færdig på Filmskolen?

LW: Jeg startede på Filmskolen i januar 1981 og sluttede sommeren 84, jeg gik på en overgangsordning da jeg begyndte, varede uddannelsen 3 år, men mens vi gik der blev den lavet om til 4 år.

SR: Men hvor havde du egentlig hørt om Filmskolen?

LW: Jeg havde altid drømt om at være instruktør, men aldrig turde sige det højt, fordi jeg betragtede det som noget der var uopnåeligt.
I 77 var jeg på sprogskole i London, der gik jeg rundt og besøgte de private engelske Filmskoler og fik ansøgningspapirer, men undervisningsafgiften var sindssyg dyr, så det var udenfor min rækkevidde.
Så i 78 så jeg at Den Danske Filmskole havde et basiskursus i videoproduktion, det søgte jeg og var så heldig at blive optaget. På kurset fik jeg fire ugers undervisning i at lave video og klippe osv.
Men min vej til filmen gik i virkeligheden gennem radioen, fordi allerede i 75 lavede jeg en Båndværksted - udsendelse om musikmiljøet i København.
Via arbejdet med udsendelsen kom jeg hele vejen rundt i musikmiljøet, og blev spottet af Danmarks Radio.
Der var  ingen kvinder der lavede udsendelser om rockmusik, på det tidspunkt, så jeg blev inviteret til at lave musikudsendelser til Danmarks radio, det skete da jeg var 20 år gammel.

SR: Var det fordi man begyndte at have flere kvinder i kulturlivet?

LW: Jeg tror at det var meget forfriskende, at der var en der sagde at undergrunden skulle repræsenteres.
Jeg var f. Eks. Den første der spillede noget i DR med Lars H.u.g fra hans demobånd. Fordi det var en af de nye grupper der var undervejs.
Men så skete der det at jeg blev valgt ind i båndværkstedets arbejdsudvalg og det var en øjenåbner.
Alle de opstillede kandidater, skulle holde en valgtale.
I København var brugerne fysisk tilstede, men brugerne fra Århus og Odense sad på deres lokale radiostationer og hørte valgtalerne transmitteret fra København.
Det var en grænseoverskridende oplevelse at ”tale til masserne” så at sige, og så skulle vælges bagefter.
Dur, dur ikke.

Det blev en succeshistorie - Jeg blev valgt ind i arbejdsudvalget på baggrund af min tale og det jeg stod for. Jeg tror at det har betydet meget at jeg så tidlig fik det skulderklap - hvis du åbner munden og siger hvad du mener så er der også nogen der synes at du er okay.
Jeg sad i Båndværkstedets arbejdsudvalg et år og var med til at beslutte hvilke udsendelser der skulle produceres. Det var meget lærerigt.


SR: Hvordan skete det at du blev optaget på Filmskolen.

LW: Der skete det, at da jeg havde været på basiskurset, følte jeg mig totalt i topform som filminstruktør.
Så jeg søgte straks ind på Filmskolens instruktørlinie. Jeg søgte ind på at filmatisere Babettes gæstebud.
Jeg blandede alle begreberne sammen, treatment, manuskript, synopsis.
Ansøgningen var noget rod og da jeg flere år senere læste min ansøgning igennem forstod jeg godt hvorfor jeg ikke kom ind.

SR: Der var lidt du kunne lære?

LW: Ja.
I stedet for at gå i sort, satte jeg mig ned og skrev alle mine filmbilleder som digte.
Så det afslag satte mig i gang med at skrive digte for alvor, mere målrettet.
De to år fra 78 til 80 hvor jeg endelig bliver optaget på Filmskolen, der skrev jeg. Og havde meget glæde af det.

SR: diskodigte?

LW: Ja og de blev også udgivet og fik gode anmeldelser så jeg tror at digtene bl.a. hjalp min filmskoleansøgning på vej.

SR: Når du sådan fortæller lyder det meget uforfattet.
Så satte du dig ned og skrev digte, det kan man da ikke bare gøre, og oveni købet tro at man får dem udgivet.

LW: Jeg havde lyst til at fortælle historier, jeg havde fortalt historier gennem radiomediet, og på basiskurset havde jeg fortalt historier på film, men det var med en journalistisk tilgang, jeg havde lyst til at fortælle mine egne historier.

SR: Hvordan begynder man bare at skrive digte.

Når man GØR noget så går man ikke og tænker, man handler, man bliver drevet ud i det og jeg blev drevet til at skrive.
Jeg levede i min egen verden.
Jeg stod op klokken fem om eftermiddagen, gik ud og købte ind, spiste aftensmad.
Klokken 21 gik jeg i byen og hørte levende musik til omkring et om natten. Så hjem og sidde og skrive til klokken 6 om morgenen.
Jeg hentede morgenbrød og aviser, hyggede mig med aviser og morgenmad, og så gik jeg i seng.
Sådan levede jeg i flere år, til dyb bekymring for min familie.
Min søster kom over i hendes frokostpause for at tjekke mig, hun arbejdede ikke så langt derfra.

SR: Det lyder også temmelig bohemeagtigt.

LW: Det var det, men jeg fik jo skrevet en hel digtsamling, og jeg fik antaget digtene hen ad vejen alle de rigtige steder. Hvedekorn, Viktor B. Andersens Maskinfabrik, Lyrik 78 og 79.

SR: Vil det sige at du blev en del af et litterært miljø på det tidspunkt, eller var det bare noget du sendte ind og så kom der ting ind ad brevsprækken?

LW: Jeg var ikke rigtigt en del af et litterært miljø på det tidspunkt, men jeg blev jo accepteret hos institutionerne, i og med de antog de ting jeg skrev. Jeg fik udgivet digtsamlingen i 80, så der var to år hvor jeg fik antaget enkelte digte men hvor jeg også fik afslag.

SR: Men hvad levede du egentlig af?

LW: Jeg sad f.eks. i receptionen på Gutenberghus Reklamebureau, i annonceafdelingen på Politiken, gjorde rent på et plejehjem i Ordrup, arbejdede som lærervikar på en skole for adfærdsvanskelige børn.
Systemet var sådan at jeg arbejdede i en periode så jeg kunne holde fri til at skrive, i andre perioder fik jeg bistandshjælp. Sådan fungerede ”kunststøtten” dengang. 

SR: Men et eller andet sender dig så af sted, det bliver ansøgningen til Filmskolen.

LW: Ja, en dag jeg sad på bistandskontoret fik jeg den følelse, at her gider jeg ikke sidde mere.s
Og så vidste jeg, at nu SKULLE jeg bare i gang – og jeg VILLE ind på Filmskolen.
Og så var jeg heldig – Jeg blev optaget.

SR: Hvad søgte du ind på??

LW: På det tidspunkt var der noget der hed Workshoppen, og de havde indkøbt 10 videokameraer som skulle afprøves. Video hel nyt og der var ikke nogen af de garvede filmfolk der ville røre ved det. Så  Workshoppen havde inviteret 10 forfattere og folk der normalt ikke lavede film, til at afprøve hvad de kameraer kunne.
Fordi jeg havde udgivet diskodigte og havde fået gode anmeldelser, så var jeg jo hot, og en af dem der blev udvalgt.
Jeg lavede en film om symbolsproget i tatovering. Jeg sad fra morgen til aften i en tatoveringsbutik i Istedgade og filmede. Jeg spurgte ind til historierne bag deres tatoveringer f. Eks. Hvorfor har du skrevet mor på armen, Hvad skete der den dag du fik lavet den tatovering. Den ide var optagelsesudvalget meget begejstret for så jeg kom ind på Filmskolens instruktørlinje.
Igen tilfældighedernes historie og igen digtene der viste vej.


SR: Hvordan med de historier du havde, var det bare at forsætte med dem, eller var der nu en stor teknisk ting ved Filmskolen som først skulle gennemgås?

LW: Jeg fortsatte faktisk med det journalistiske.
Jeg lavede dokumentarfilm det første år, jeg havde  forestillet mig at jeg skulle være dokumentarfilms instruktør, lige indtil den dag jeg lavede en film der hed ”Jagten på en lejlighed”
Det var dengang man kunne købe et hus med kun 5000 kr. i udbetaling, det tiltrak fattige mennesker, alle kan jo skaffe 5000 kr.
Jeg ville lave en film om boligmangelen. Og ganske rigtigt det var virkelig nogle farverige typer der kom til åbent hus arrangementet.
Jeg fandt et ungt par, pigen 17 og manden 19 der ventede barn og boede på et lille værelse hos hans forældre, i en lejlighed i en baggård på Vesterbro. Så de drømte bare om at få sådan et lille parcelhus.
Jeg lavede en film om deres hverdag sat op i mod deres drøm.
Jeg kom meget tæt på dem og deres familie og da jeg havde lavet den film tænkte jeg, at der skulle et kæmpe personligt input for at komme så tæt på de mennesker. Og det var menneskeligt frustrerende fordi jeg hele tiden ville rette virkeligheden til, til det sådan som jeg syntes det skulle være for at blive en rigtig god historie. Jeg følte mig falsk.

SR: Forklar lige det, rette virkeligheden til?

LW: Jeg havde ideer om hvordan historien skulle udvikle sig, det blev iscenesat dokumentarisme.
Virkeligheden inspirerede mig på den måde, at jeg straks lavede min egen historie over den. Og så skulle de mennesker jeg havde med at gøre bare passe ind.

SR: Men er det ikke den måde man laver dokumentarfilm i vore dage?

LW: Jo, men det var ike det der var fremme dengang.
Der var Weismann hittet, det var fluen på væggen teknikken.
Man gjorde sig usynlig og registrerede alt hvad der rørte sig i rummet. Det var hård realisme, og så manipulerede man med stoffet ved at lave sin egen historie i klippebordet, men man gjorde det ikke under optagelserne.
Vi blev undervist meget i Weissmann på skolen, hvilket jeg syntes var en fantastisk metode, jeg havde bare ikke temperamentet til det. Det fandt jeg ud af, jeg tænkte hvorfor skriver jeg ikke de historier selv og så får jeg nogle skuespillere til at spille rollerne.
Det er mere ærligt end med vold og magt at presse andre ind i mit billede.

SR: Når du nu skal til at lave din egen fiktion, nu har du jo nævnt et miljø som er mærkeligt tatoveringsmiljøet, og de her mennesker som jo også er mærkelige, sådan socialt set, i forhold til hvor du selv i og for sig bevæger dig.
Hvor kommer denne her fascination fra, du skal også redde de små musikgrupper. Og jeg mener din afgangsfilm er jo virkelig fra skrotbunken både helt konkret og også menneskeligt set? 

LW: Jeg har selv haft en turbulent opvækst, min far har været syg i det meste af min barndom, så jeg har ikke haft den trygge sikre havn med en far der tjente mange penge og kunne flyve familien til Mallorca hver sommer.

SR: Men det er jo ikke social en deroute der har brændt dig.

LW: Nej ikke på den måde. Men den smerte jeg oplevede, den registrerer jeg hos mig selv og i andre mennesker.
Lost kids, der er mange medlemmer i klubben.
Det er en del af livet, og det rummer både en skønhed og en sandhed.
Jeg elsker det grænseoverskridende, samtidig med at også er meget kontrolleret, det skal man jo være når man har sådan et job som jeg har.

SR: Men det var ikke fordi det lå i tiden, at det var den slags historier der skulle fortælles, fordi det er jo, jeg vil ikke kalde det hverdagsrealisme din afgangsfilm hvor der er den her mor og datter der er havnet via en kontaktannonce hos en tyrannisk skrothandler med en lummer pornobiograf i baghuset hvor de skal gå og servere.
Både moren og datteren i gennemsigtige gevandter, og helst hive kunderne lidt i kinderne og lade sig klappe i røven.

LW: Det er meget inspireret af Scorsese og Fassbinder og hele den tyske bølge som jeg var og er helt vild med, det var dekadent, det var i tiden, bare ikke så meget i de danske film, men det var i de europæiske film, i de miljøer. Werner Hertzog f. eks.
Han har lavet sådan nogle far out film hvor de tager til USA og bor i trailerparks, det var sådan nogle filmmiljøer jeg var inspireret af. Wim Wenders og ParisTexas kom senere.

SR: Hvordan blev det modtaget på skolen? Hvor meget blev man coachet i hvordan det skulle være?

LW: Jamen man blev slet ikke coachet.
Det var jo både det gode og dårlige ved den periode jeg gik der. Der var vi jo så få elever. Der var foto, klip, lyd og instruktion.
Det der med at lære - det var jo noget man gjorde ved at lave film, for der var ikke særligt meget undervisning, men der var enormt meget praktik.
Jeg synes at det var godt, fordi det frembragte en vis form for anarki, som jeg går meget ind for.

SR: Organiseret kaos?

LW: Ja, det er fint nok at have en masse planer for undervisningen. Men hvis alle disse planer aldrig giver eleven oplevelsen af et skabende øjeblik, fordi man aldrig har tid til at mærke efter, så er det jo ikke godt.
Hvis du bliver presset igennem, så har du jo ikke kontakt med dig selv. Der skal være perioder hvor du har kontakt med dig selv.

SR: Hvem var det du gik på hold med?

LW: Jeg gik på hold med Lone Scherfig, Jens Christian Grøndahl, Leif Magnusson, Lars Hesselholt og en mexicaner, Enrinqe De Salsero der ikke bor i Danmark mere.

SR: Var det et godt hold?

LW: Ja det synes jeg, det var et fremragende hold.
Leif kom fra Sverige, han havde en helt anden attitude end os hippiebørn, vi var jo senhalvfjerdser og start firser. Leif kom ind i jakkesæt og slips, han var new wave. Og det inspirerede os alle sammen, han hævede niveauet og arbejdsdisciplinen på en god måde, han kom der med sin svenske flid og seriøsitet.

SR: Så det var gode år på Filmskolen?

LW: Ja absolut. Det var rigtig godt.

SR: Og det gik godt med din afgangsfilm?

LW: Ja den fik priser og blev rigtig smukt anmeldt. Den blev købt af tysk tv, og jeg fik mange tilbud om at lave film.

SR: Hvad slags tilbud, noget der kunne interessere?

LW: Det første tilbud var lidt en fiasko, det var at blive vært på Danmarks Radio på nogle tv-programmer. Jeg tænkte hvorfor ikke, det kan jeg da godt være et lille stykke tid og tjene nogle penge.
Så jeg blev sendt på TV-værts kursus på Schæfergården, i internat, en hel uge, hvor jeg lærte at blive TV speaker.
Så var jeg klar til at lave TV udsendelser.

SR: Hvad var det for noget fjernsyn?

LW: Det var om etniske grupper i Danmark, man købte f.eks en kinesisk film og så skulle jeg finde nogle kinesiske børn i Danmark og lave et indslag med dem. Og så sad jeg i studiet og bandt de forskellige indslag sammen med nogle begavede bemærkninger.

SR: Der var ellers ikke så meget med det etniske på det tidspunkt?

LW: Nej, det var også derfor at de valgte en ny smart  instruktør, nu skulle det etniske sælges. Det var rigtig tænkt.
Da jeg så sad der med kameraer, i fin blå jakke, kostumetjenesten havde været i gang så tænkte jeg: Lige uddannet som filminstruktør, med en fed afgangsfilm og så sidder jeg og er værtinde for et tv-program, det går ikke.
Så gik jeg op til chefen for B&U Mogens Vemmer, jeg var jo hyret for rigtig mange udsendelser, og sagde:
”Jeg er meget ked af det, jeg plejer ellers aldrig at løbe fra noget, men jeg kan mærke at det her ikke er mig”. Så var han meget meget sød og sagde ”Jamen det er da også helt åndssvagt at du sidder der, du skal jo lave film”.
Nogle år senere fik jeg lov til at lave ”Da Lotte blev usynlig”, så det var et fint bytte.
Alting er jo tit tilfældigheder.

SR: Det siger du jo.

LW: Det er det også -  Min første spillefilm Ballerup Boulevard, blev til på den måde at Bille August skulle have lavet en stor eventyrfilm, men han fik andre planer. DFI havde afsat pengene, og så stod jeg der, nyuddannet instruktør med gode anmeldelser og så ringede de til mig og spurgte om jeg ville skrive og instruere en børnefilm.

SR: Om du ville bruge nogle penge?

LW: Ja det var lidt på den måde.
Jeg måtte selv skrive og jeg måtte selv bestemme hvad filmen skulle handle om.
Det skulle bare optages inden for samme år, det var noget med økonomien.
”Jeg fandt på historien om Ballerup Boulevard. BB var en historie jeg fik inspiration til da jeg filmede min afgangsfilm.
Det var location ejernes  historie jeg fortalte, jeg tilførte kun musikelementet, det at pigerne havde en musikgruppe.
Ellers var det faktisk en dokumentarisk fortælling med skuespillere der spillede rollerne om den familie jeg havde lært at kende da jeg filmede hos dem på min afgangsfilm.

SR: Altså dem der havde lånt stedet ud?

LW: Ja og de havde alt det der skrot og var vognmænd, og vi filmede jo deroppe igen. Vi bruger den samme location som på afgangsfilmen.

SR: Men det bliver bredt ud for man ser jo det her mærkelige Ballerup Boulevard landskab, med kunstige bakker. Hvor kommer billederne fra? nu fortæller du hvor historien kommer fra.

LW: Det er jo det jeg selv bærer med mig, film jeg har set, landskaber der inspirerer mig.


SR: Du bruger de samme skuespillere i hvert fald hovedskuespilleren Stine Bierlich der jo ser helt fantastisk ud på film, og som jo også er den skuespiller du bruger i ”I lige linje”.

LW: Jeg har også brugt hende i den næste film, ”Lykken er en underlig fisk”. Men hun havde den sårbarhed og den smerte, og samtidig også en enorm sødme og en skønhed som jeg synes udtrykte de konflikter jeg havde i mine historier rigtig rigtig godt.

SR: Men det er som om at hvis man kigger på creditlisten på dine film, så er du glad for at bruge de samme mennesker. Det kan nok være du er ude i nogle rå miljøer, men der er en tæthed i holdet. Er det forkert set?

LW: Nej, jeg er meget tro. Jeg er på nogle punkter konservativ, jeg har kørt i det samme bilmærke fra jeg fik kørekort.
Jeg kan godt li’ den ro det giver at jeg ikke behøver at tænke over hvilken bil jeg skal køre i – eller hvilket mærke parfume eller strømpemærke. Jeg køber altid det samme.  Så er der tid og plads til at drømme det synes jeg er sjovere. Jeg kan godt lide at vise andre mennesker at jeg har tillid til dem, at jeg accepterer dem, at jeg synes de er noget værd, at jeg gerne vil arbejde videre sammen med dem.
Jeg har det ikke godt med det flygtige, jeg har venner jeg har kendt fra jeg var ni år, og vi har været alle mulige ture igennem, men vi vender alligevel tilbage til hinanden. Det synes jeg rummer en stor skønhed. Jeg skal have mit fundament, det giver mig mod til at satse stort.

SR: Når jeg snakker om det er det fordi at det findes også som element i dine film. Fx. Familien i Ballerup Boulevard, det er jo meget honky tonk og mor tager i fængsel fordi der er blevet fusket med regnskaberne. Børnene lider jo selvfølgelig under det der sker, men man stiller jo ikke spørgsmål ved familien som sådan. Den går jo ikke i opløsningen.

LW: Nej, jeg er et familiemenneske, jeg kan ikke forestille mig at organisere mig på anden måde end i en familie.
Og det er perverst i disse tider, jeg ved det godt. Men det har jeg fået med mig hjemmefra. Familien er fundamentet og så tager man den derfra og så kan man organisere sig på sjove, skøre og utraditionelle måder, men man vender tilbage til sin familie og støtter og hjælper hinanden.

SR: Det er nu ellers en meget træt hovedperson der sidder i slutningen, hun er meget træt af sit liv og sin familie i Ballerup Boulevard.

LW: Ja, det er jo heller ikke kun rosenrødt, overhovedet. Det er jo ikke heller ikke sådan at jeg skildrer familien som det ideelle sted. Det kan jo være et helvede, men det kan også være fuldstændigt vidunderligt.

SR: Når nu du har denne her trang til dokumentarisme, men alligevel må være sin egen forfatter. Hvordan omgås man så de folk man skildrer? Da du vendte tilbage og lavede Ballerup Boulevard, var du så i kontakt med dem? Vidste de godt at de fik lavet deres historie?

LW: Jeg vendte tilbage og sagde at nu var jeg simpelthen blevet så inspireret af at gå heroppe og filme, så nu havde jeg skrevet en hel historie om dem, om de ville læse den, om vi måtte filme i deres hjem.

SR: Det var deres hjem?

LW: Ja, det var totalt dokumentarisk. De synes det var en rigtig god historie. Som de sagde ”Der har du sgu slået hovedet på sømmet”
Det var med helt åbne kort. Folk er jo altid glade når man synes at deres liv er så interessant at man gider bruge et helt år af sit eget liv på at fortælle om det.
Så det oplever jeg ikke som noget problem, men det er den eneste film hvor det har været på den måde.
Det var overgangen fra filmskolen til det virkelige film
liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar